Nu er det stille

Nu er det stille; han har os forladt,
Solen, den gamle Urostifter,
Og i den tavse, kølige Nat
Vil vi skride til svare Bedrifter.
Borgeren snorker alt, men vi —
Vi gaae paa Perlefiskeri.

For os paa Bordet see vi et Hav,
Bølgerne vildt mod Kysten skummer;
Men i sin dybe, skrækkende Grav
Mangen kostelig Perle det rummer.
See hvor de funkle! Bølgen her
Har laant af dem sit Gyldenskjær.

Bredden er stejl, det gaaer vel ej saa nemt,
Frejdig vi dog paa Fangsten drage:
Kjækhed og Haab og Lystighed og Skjæmt,
Det er Perler, man ikke bør vrage.
Halsen er tør og Lysten stærk, —
Det glider nok, det store Værk!

Sej, mine Gutter! nu skal vi tilbunds!
Glasset det er vor Dykkerklokke,
Dermed vi synker i den dybe Puns
Hvor de funklende Perler os lokke.
Efter dem — rask! nu ned det gaaer;
En Skaal for ham der først dem naaer!